De Evolutionære Niveauer
I min enetale sidst fortalte jeg om de 3-9 stadier af udvikling ifølge Jeffrey Green. Jeg er blevet bedt af et par lyttere om at uddybe, og det forstår jeg godt! Det var en hurtig gennemgang af noget både vigtigt og substantielt. Her er en skriftlig gennemgang, der måske kan hjælpe dit overblik.
Først vil jeg lige understrege, at man ikke kan se det i et horoskop – men man kan se det ud fra dine valg og prioriteter. Særligt når der er en krise – HVORDAN forholder du dig?
Jeg er med på, at det følgende ikke er udtømmende, og at det stadig kræver lidt at sætte puslespillet sammen. For eksempel:
Hvis du er Stenbuk, er du så automatisk i konsensus, fordi du kan genkende meget af det?
Nej, ikke per definition. Stenbukke kan tysse deres følelser så meget ned for at fokusere på opgaven, hvad enten det er karriere eller rollen som forælder, så det kan se ud som om de er i konsensus accept, selvom de ikke er. Det kan Stenbukken stadig gøre under individueret og spirituel udvikling – men når de er ude af konsensus, vil deres fokus gå på noget mere originalt fremfor de etablerede normer. Stenbukken kan fx dedikere sig virkelig disciplineret til en spirituel praksis. Man må derfor hele tiden sætte sit horoskop - karaktertrækkene- ind som forgrunden, hvor niveauet afgør hvad du kan gøre med dig selv.
En anden vigtig indledende pointe er, at vi har brug for at gå igennem alle niveauerne. Det handler ikke om, at nogle er bedre end andre.
Jeg skriver det i du-form, fordi min intention er, at du kan genkende dig selv i det – men det er naturligvis ikke noget, der foregår bevidst, som om man tænker: “Okay, nu går jeg over i et højere niveau af udvikling.” Det sker uden for opmærksomheden. Vi kan ikke selv vælge bare at hoppe kategori. Som regel er man i 1 eller 2 stadier i løbet af et liv, som man så kan være lidt frem og tilbage i, hvis man er i et overgangsliv.
Konsensus – ca. 70 procent af befolkningen
Første konsensus – Saturn: Bygger så du bliver til noget
Du er helt ny til den inkarnerede oplevelse og har derfor dit primære fokus på overlevelse. Du hægter dig fuldstændig på kulturens forståelse af hvad der er rigtigt og forkert. Du følger efter med blind tro, fordi det giver identitet - dog kun som en del af de andre.
Hvem du er, afhænger af, hvor og hvad du vokser op i. Rigtigt og forkert er defineret af normerne. Uanset om det handler om at ofre sin førstefødte til guderne – så gør du det. Det kan være en religion eller ideologi, og du stiller ikke spørgsmålstegn. Det vigtigste er at høre til, og det mest farlige er at være anderledes og blive ekskluderet, for så kan man ikke overleve. Dit fokus er overlevelse.
Derfor gemmer du dine fejl, så du ikke bliver afvist eller opleves som en byrde. Du vil være som alle andre. Egoet er ikke fuldt formet, for du er kun noget i kraft af den gruppe, du er en del af. Du relaterer dig 100 procent til gruppens formel/samfundets regler: kønsroller, status, tradition.
Fordi du ikke selv tager initiativ til forandring – selv når der er stor lidelse – sker forandringen udefra. Du bliver det samme sted hele livet, medmindre livet tvinger dig videre ved kriser. Når der er sket tilstrækkeligt med ufrivillige katastrofer, motiveres du til næste niveau, hvor du sørger mere for dit selv og dit ego.
Anden konsensus
Du lader dig ikke længere diktere blindt af kulturen. Du vil gerne have en uddannelse og din egen økonomi, så dine børn har en fremtid. Du nægter at lade dig gifte med den, forældrene vælger – du vil hellere gifte dig med én, der giver materielle fordele. Dit fokus er på at forbedre dine omstændigheder. Du ønsker succes og går efter funktioner/stillinger, som er efterspurgte, så du får henholdsvis succes og en tryg økonomisk base. Du flytter til bedre miljøer og udvikler dine evner, så du kan rykke op i samfundet.
Du er i traditionelle kønsroller, hvor manden spiller sport, og kvinden står for det huslige. Manden græder ikke og kvinden ville ønske han forstod hende. Der er mange der forstår dig, og livet er behageligt.
Du har dog mange ambitioner og for at fuldføre dem, må du samarbejde med flere dele af verden end dit lokalområde. Derfor begynder du at få noget udsyn, kontakt til andre kulturer og andre måder at gøre livet på.
Tredje konsensus
Du uddanner dig mere og lægger formentlig religionen bag dig. Du begynder at interessere dig for universelle sandheder, som præsenteres i forskellige former.
Du kan mestre den sociale orden og blive kendt som forfatter, tv-producer, politiker eller en prominent læge – gennem en forudsigelig fremgangsmåde, som leder til bæredygtighed. Du er på toppen af fødekæden og bruger alt, du har.
Du er succesfuld og har følelsen af: “Jeg gjorde det!” Du er klar over, at du er et forbillede for andre, der ville ønske, at de var dig. Du har høj livskvalitet.
…personligt synes jeg at det er denne gruppe, som mange selvudviklingsannoncer henvender sig til: “Du har det hele – men mangler der alligevel noget?” For her oplever man, at samfundets normer har bragt én “så langt”, men så rammer man en krise: sygdom, som konventionel lægevidenskab ikke kan klare, eller tab, hvor de sædvanlige metoder ikke hjælper. Du mister nogle af dine privilegier, for du kan ikke arbejde mere. Derfor begynder du at kæmpe for en alternativ vej – måske fordi du får et barn med funktionsnedsættelse og opdager, hvor lavt prioriteret den gruppe er strukturelt. Du må droppe din karriere og starter en forening for at forbedre vilkårene. Eller du får et homoseksuelt barn, må give slip på kernefamilie-idealet og opdager systemisk ulighed – så du skifter perspektiv og engagerer dig i den offentlige samtale. Eller der kan ske noget, du ikke kan gøre noget ved. Fx at dit barn begår selvmord. Efter tragedien vælger du at tale åbent om det og sætte fokus på psykisk sygdom.
Disse oplevelser åbner dit perspektiv, og du bliver klar til noget mere end det rent materielle, hvor alt kan kontrolleres.
Individueret – ca. 25 procent af befolkningen
Uranus: Ødelægger, så du indser
Her begynder du at stille spørgsmålstegn ved alt, du har lært. De værdier, du fik med dig, går du op imod. Fordommene om, hvad der er rigtigt og forkert, udfordres, og perspektiverne udvides. Dit ønske er ikke længere at gå på kompromis med dig selv – du vil leve i frihed.
Du kommer hertil gennem eksperimenter og ved at se på helhedsløsninger:
Kan sygdom skyldes min livsstil? Rigide kønsroller? For meget tillid til lægerne? Måske har jeg værdi ud over mine præstationer – og brug for et liv, der afspejler det?
I det individuerede stadie oplever mange afvisning. Hvorfor? Fordi du ser tingene fra en helt anden vinkel end mainstream. Du er sat op til at skille dig ud. Dit primære fokus er autenticitet og din personlige sandhed. Du kan sagtens være religiøs, men kun hvis du selv har valgt det ud fra refleksion. Du ved, at dine radikale valg kan koste økonomisk tryghed – men de giver dit liv en anden mening.
For nogle er det tydeligt fra barndommen – kompromisløshed fra start. For andre sker skiftet først efter Saturn Return.
Første individueret
Her udfordrer du status quo i samfundet. Det kræver kæmpe mod, for du har været vant til at dække over familien og følge traditionen. Nu er du på egen hånd, for familien kan ikke guide dig. Du falder måske over en bog, der giver en åbenbaring: Du vil en anden vej. Typisk har du først været “normal” i konsensus, indtil noget får dig til at tage radikale valg.
Du opdager dine følelsesmønstre og ønsker at bryde fri. Du søger aktiviteter, der reflekterer, hvem du er, frem for det trygge. Det kan bringe kunsten frem i dig eller dine politiske visioner. Du vil gå imod kulturen – ikke uden risiko. Du er åben og sårbar, og det kan gøre dig manipulerbar… hvis du finder ind i en åndelig praksis, som har skyggesider (ledere der taler, men ikke lever efter det eller at der bare er ulemper ved den rigide praksis såsom smerter i kroppen), så vil du opdage dem i næste stadie.
Her i første stadie opsøger du ligesindede grupper eller netværk – måske omkring emner som arbejdsforhold, kønsroller, tabuer eller kriterier for, hvad der er “normalt”. Her kan fx ADHD-bevægelsen være et udtryk for at det er nok nu - Der er brug for et positivt perspektiv på de individuelle forskelle.
Andet individueret
Her er point of no return. Du skubber og skubber grænserne og har identitet i at være anerledes. Du dropper stort set enhver idé, som er et produkt af den etablerede orden. Du gør modstand over for autoriteter – du ønsker at gøre en forskel – og du har en stærk kritisk sans. Du kan ikke finde din plads i et system, du oplever som korrupt.
Det er en test for sjælen: Lukker du ned, eller bliver du ved at stå i dig selv? Her kan der være vrede, isolation, rebelskhed. Du eksperimenterer med alt – fra nye kønsudtryk til alternative livsformer. Det er ikke altid gavnligt, men nødvendigt for udviklingen, så du finder det balancepunkt, det der er effektivt.
Du er rebellen, den der vil skabe forandring. Der er indledningsvist en frygt for at integrere sig i samfundet. Du mærker fuld fremmedgørelse.
Senere opdager du, om din alternative livsstil virkelig er bedre for dig, eller om du skal indhente flere informationer og nuancer. Fx antivaxere, der kun vil være sammen med andre ikke-vaccinerede – det kan komme fra høj kritisk tænkning, men samtidig være uhensigtsmæssigt for livet. Du prøver forskellige veje af og må hele tiden spørge: Hjælper det mig og verden – eller gled det af sporet?
Uanset er der passion, stærke overbevisninger, et ønske om at aligne dit liv med din personlige sandhed- samt at finde en gruppe der forstår dine avancerede ideer.
Tredje individueret
Her har du modnet din identitet og ved, hvad der virker. Du vender tilbage til samfundet og integrerer det, du har lært. Du får sikkerhed materielt igen, du er en tankeleder, en der påvirker mainstream med dine unikke, originale synspunkter. Du tager autoritet over alternative løsninger og bliver succesfuld ved at bringe innovation ind, så konsensus gradvist forandres. Tænk på, hvordan homoseksuelles kamp ændrede samfundet. Du høster frugten så at sige - du skriver den bestseller, fordi du både kan formulere dig så samtiden forstår det, og stadig holder fast i dine principper og overbevisninger. Inderst inde er du dog ikke en del af konsensus - du oversætter bare ideer til dem, du har høj bevidsthed om relativitet af alle trosretninger og alle ideologier. Du er verdensborger.
Du begynder gradvist at åben din bevidsthed for at være en del af kosmos som sker i næste kategori. (Måske fordi du har hørt en annoncering omkring at have alt, men alligevel føle sig ensom, og måske fordi du har prøvet at meditere og faktisk har gode resultater med det)
Spirituel – ca 5 procent af befolkningen
Spirituel - Neptun - Adgang til åndelig hjælp
Gennem det individuerede niveau har du frigjort dig som person. Nu handler det om at finde ud af, hvorfor du er her som sjæl. Det var ikke nok at blive frigjort som personlighed. På det spirituelle niveau ønsker du at transcendere, at se hvem du virkelig er. Fokus er ikke længere på, hvad du selv ønsker, men på at tjene en højere plan. Du besvarer et kald fra Kilden/dit højere selv og du renser din person for forvrængninger der måtte stå i vejen. Du udvikler kosmologisk bevidsthed.
Jo højere spirituelt plan, jo sværere er det ofte at begå sig i det materielle liv.
Første spirituelle
Du bliver klar over, hvor lille din identitet har været indtil nu. Du opdager behovet for at arbejde med dig selv – hvilket kan gøre dig ekstremt selvkritisk. Du forstår, hvordan dine mønstre/delpersonligheders misforståelser har stået i vejen for en dybere spirituel udvikling.
Det kan blive en fælde, hvis du tror, du skal rense alt væk. Her er det vigtigt at bruge det spirituelle perspektiv til at se den højere plan – ikke for at dømme dig selv, men at turde se det, som det er og derpå give din energi til at bygge den, du nu ønsker at være.
Compassion, ubetinget kærlighed og overgivelse bliver centrale principper for dig. Du søger at integrere din åndelige praksis i hverdagen, at bringe dine kvaliteter i tjeneste for fælles bedste og lade den nødvendige transmutation finde sted. Du er i første skridt af den spirituelle bevidsthed, og det er et enormt skifte, der også kan virke skræmmende på dig.
Andet spirituelle
Her bliver din spirituelle investering dybere, og du oplever en stærkere forbindelse til det åndelige. Der kan være oplevelser, hvor du transcenderer den fysiske virkelighed. Livet får en helt ny mening, og dine åndelige erfaringer gør dig endnu mere dedikeret til din praksis.
Du oplever synkroniciteter, møder de rette mennesker på det rette tidspunkt, og har en mere direkte adgang til den åndelige dimension. Dine gaver og din compassion flyder ud i verden. Du vil virke som lærer, healer eller rollemodel – nogle gange synligt, andre gange mere i det skjulte, men med stor gennemslagskraft uanset.
Der vil dog komme en åndelig test, og den handler om stolthed. Hvis du mister ydmyghed og alignment, kan du falde hårdt, fordi du mister din stærke nærkontakt til den åndelige kilde. Det der gav dig magt, har sluppet dig.
Så begynder du måske at kompensere, manipulere eller vise andre grimme sider.
Hvis du holder fast i integritet og ydmyghed, undgår du faldet. Det er fristende at gå med stoltheden, for når andre ser op til dig, vil gøre alt for dig og mistaker dig for at være nærmest en Gud, ja så får du også gamle emotionelle behov pirret. Det er let at falde i fælden - men hvis du falder, så kan du komme tilbage og re-aligne - og hvis ikke du forstår dine fejl, vil du regrediere til tidligere niveauer.
Tredje spirituelle
Her er du totalt identificeret med Kilden. Dit indre center er ikke subjektivt, men sjælsbaseret. Du lever for det højeste bedste og er hævet over korruption. Dit liv er dedikeret til tjeneste, healing og at bringe lys.
Du stråler af visdom og compassion og tiltrækker mennesker som en magnet. Udfordringen er at fungere i de tungere, jordiske lag, fordi din vibration er så høj.
Eksempler på personer på dette niveau er Jesus, Buddha, Lao-Tzu og Mohammed.
Afslutning
Ud fra dette skriv håber jeg, du kan overveje møderne imellem os. Jeg synes personligt, at det er latterligt, at der til visse stillinger kræves et bestemt antal år inden for samme fag – fordi jeg for det første lærer hurtigere end gennemsnitligt, fordi mit liv bare har budt på flere lektioner end sædvanligt - og fordi jeg ser en mulighed for innovation, når man ikke har gjort det samme igen og igen, inden man starter i et nyt job.
Men fra et konsensusperspektiv, hvor det handler om at bygge op, giver det mening, at faglig baggrund og erfaring måles i år frem for kvalitet – det giver nemlig sikkerhed.
Den kompleksitet og den individuelle tilgang, jeg kunne ønske mig, kommer slet ikke på landkortet set fra et konsensus-sted – det er enten for “out there” eller betragtes som umuligt, når det hele er et system bygget op for alle, og ikke den enkelte.
Prøv at sætte dine egne eksempler ind – dér, hvor du oplever gnidninger med andre. Måske skyldes det forskelle i jeres inkarnationsniveau??
Teksten er skrevet med udgangspunkt i Jeffrey Wolf Greens og Maurice Fernandes’ formidling af stadierne – og dertil mine egne oplevelser.

